Navn: City of Fallen Angels (The Mortal Instruments)- Forfatter: Cassandra Clare
- Sidetal: 424
- Forlag: McEldery Books
Den uddødelige krig er ovre, og Clary Fray er tilbage i New York, spændt på alle mulighederne hun nu har. Hun bliver trænet til at blive skyggejæger og at bruge hendes unikke evne. Hendes mor skal giftes med hendes livs kærlighed. De underjordiske og skyggejægerne har endelig sluttet fred. Og – vigtigst af alt – Clary kan endelig kalde Jace sin kæreste.
Men alt har en pris.
Nogen myrder de skyggejægere, som plejede at være inden for Valentines kreds, og det kunne muligvis lede til en til krig. Clarys bedste ven, Simon, kan ikke hjælpe hende. Hans mor har lige fundet ud af, at han er en vampyr, og nu har han intet hjem. Hvor end han går, vil nogen have ham over på deres side – sammen med Cains mærke, der ødelægger hans liv. Og de er villige til at gøre hvad som helst, for at få hvad de vil have. På selv samme tid, dater han to smukke og farlige piger – ingen af dem ved noget om den anden.
Da Jace begynder at trække sig væk fra Clary uden at forklare hvorfor, er hun tvunget til, at løse et mysterie, der kan gøre det hun frygter allermest. At hun mister alt hun elsker. Selv Jace.
Kærlighed. Blod. Forræderi. Hævn. Indsatsen har aldrig været højere end i City of Fallen Angels.
Den her bog var meget god! Clary og Jace passer så godt sammen og er så søde, at jeg bliver så frustreret hver gang Cassandra Clare trækker dem væk fra hinanden. Men som hun selv skrev på sin blog “Gør ikke hvad læserne vil havde dig til, og de vil ikke kunne lide dig. Gør hvad de vil have dig til, og de vil hade dig”. Simon keder mig dog lidt – jeg synes bare han er lidt irriterende at følge. Måske er det fordi at jeg mest af alt bare gerne vil have mere Jace og Clary 🙂
Mit eksemplar af bogen er bare så utroligt flot! Det skinner helt på den der glitter-agtige måde og så er farverne og rigtig flotte! Jeg synes bare, det er synd, at man kan se Clarys øjne. Det har man jo ikke kunne på noget andet tidsspunkt, og jeg kan bedst lide når coveret ser sådan lidt mystisk ud og overlader lidt til fantasien, så man selv kan forestille sig sine egne karakterer. Det gør jeg nu alligevel, men ja 🙂 Og skulle Clary ikke også være ret lille? Det står der da hun er, men alligevel ser hun bare altid så høj ud på covers’ne… Pyt 🙂 Når man tager omslaget af, er bogen bare sort med navnet på siden i en skinnende rust-rød farve – det er virkelig flot!
gitse.wordpress.com 